-
Business-update: Kineserne truer Europas vindindustri: »Jeg er faktisk selv bekymret«
来源: BDK Finans / 29 7月 2025 09:17:46 America/Los_Angeles
Kære Berlingske-læser. Det er blevet tirsdag eftermiddag og tid til en update fra erhvervsredaktionen. Her får du et overblik over dagens vigtigste historier om økonomi og erhvervsliv. En tirsdag, der særligt har stået i Novo Nordisk tegn. I dag meddelte medicinalgiganten nemlig, at selskabet nedjusterer sine forventninger og samtidig får en ny topchef. To begivenheder, der fik aktien til at kollapse i et blodrødt fald på over 20 procent. Men først til en række af dagens andre historier. God læselyst! 1# – Britisk storbank tjener stort på aktieuro under Trump Vi begynder hos den britiske storbank Barclays, der har tjent pænt på den store uro på markederne de seneste måneder. Overskuddet i andet kvartal endte på 15 milliarder kroner, hvilket var en fremgang på 34 procent. Det er særlig Barclays’ investeringsafdeling, som har gjort det godt. Bidraget herfra udgør næsten halvdelen af koncernens samlede overskud. Ifølge Financial Times skyldes den positive udvikling blandt andet de markedsudsving, som har fundet sted efter Donald Trumps udmeldinger om toldsatser. Det har fået investorerne til at handle mere flittigt, og det har trukket indtjeningen op i bankerne, som tager et gebyr, når der bliver handlet. Rivaler som Goldman Sachs, Morgan Stanley og Bank of America har også oplevet vækst i indtjeningen fra aktiehandlen de seneste måneder Barclays aktiekurs nåede tirsdag det højeste niveau siden før finanskrisen i 2008. Det skete, samtidig med at banken også satte et nyt stort aktietilbagekøbsprogram i gang. 2# – Kineserne truer Europas vindindustri Den kinesiske bekymring har i en årrække fyldt mere og mere på det europæiske marked for vedvarende energi. Særligt tilstrømningen af billige solceller, et resultat af massiv kinesisk statsstøtte og nem adgang til centrale råstoffer, har været talk of town i industrien. Men også i den europæiske vindindustri, der ellers bryster sig af flere verdensførende virksomheder, er bekymringen nu udtalt. Det kan man læse i Børsen. Her siger Jørn Fredsgaard Sørensen, landechef hos Danmarks statslige superfond Eifo, der skal støtte danske virksomheder i at erobre markedsandele, at man længe har haft et fast blik på de kinesiske konkurrenter. »Jeg er faktisk selv bekymret, fordi prisdifferencen er så stor. Vi mener stadig i Europa, at vi er teknologisk foran Kina på vindteknologi. Men det er også et gab, der risikerer at blive lukket hurtigt med den hastighed og det omfang, man sætter møller op i Kina,« siger han. Samtidig viser data fra konsulent- og analysehuset Wood Mackenzie, at hvor kinesiske producenter i 2024 sad på cirka seks procent af vindmøllemarkedet uden for Kina, ventes det at stige til 18 procent i år og til godt en fjerdedel om ti år. 3# – Bankballade på Fyn: Storaktionær siger nej til fusionsplaner Der er udbrudt decideret bankballade på Fyn, hvor Nordfyns Bank fastholder sit ønske om at fusionere med Fynske Bank, selvom planen møder modstand fra bankens egne aktionærer. På toppen af det melder den største aktionær i Nordfyns Bank, Middelfart Sparekasse, sig nu også på banen som modstander af fusionsplanerne. Over for Finans.dk gør Middelfart Sparekasse det klart, at en fusion mellem de to andre fynske banker bestemt ikke hilses velkommen. Middelfart Sparekasse ønsker derimod selv at fusionere med Nordfyns Bank. »Middelfart Sparekasse ønsker ikke at veksle en betydelig aktiepost i Nordfyns Bank til en eventuelt mindre aktiepost i en ny bank. Derimod ønsker vi at indgå i reelle fusionsforhandlinger med Nordfyns Bank, når den nuværende proces er afsluttet, altså dialogen mellem Nordfyns Bank og Fynske Bank,« siger Martin Baltser, der er administrerende direktør i Middelfart Sparekasse, til Finans.dk. Tre uundværlige fra Berlingske Business: A: Novo Nordisk i kollaps – danskerne kaster sig hovedkulds ind i aktien Novo Nordisks aktiekurs styrtdykker med mere end 20 procent, efter at selskabet nedjusterer forventningerne til salg og indtjening for resten af året. Selskabet har samtidig udnævnt en ny topchef, hvilket har stoppet det bratte fald. Læs artiklen her. B: Novo Nordisk udpeger ny topchef Novo Nordisk vælger en intern kandidat som topchef. Fra 7. august står chefen for selskabets internationale operationer, Mike Doustdar, i spidsen for selskabet. Læs artiklen her. C: Thomas Bernt Henriksen: Chefskiftet er en kæmpenyhed – og fortæller en historie om fyringen af Fruergaard Novo Nordisk har ansat ny topchef og klæder ham på med lavere forventninger til fremtiden. Chefskiftet fortæller en historie om fyringen af Fruergaard, mener Thomas Bernt Henriksen. Læs artiklen her. Tak fordi du læste med! https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-update-kineserne-truer-europas-vindindustri-jeg-er-faktisk